Ægge-latte

Måske havde nogle af jer fornøjelsen af at se min ægge-latte i Go’aften Danmark i går, og I skal ikke snydes for opskriften. Ægge-latten indeholder protein og fedtstof til at holde blodsukkeret stabilt – for mit vedkommende hen på eftermiddagen, når jeg trænger til lidt ny energi, men mange bruger den også som morgenmåltid. Den originale er uden kakao og sødning, men jeg synes, den søde udgave får karakter af en lækkerbisken.

Jeg tror, alle vi, som drikker ægge-latte, lige har skullet tage en dyb indånding og overvinde vores frygt for at drikke rå æg, men som On the go fitness så præcist beskriver det: “You need this in your life”!

Ingredienser (2 kopper):

2 hele æg

2 spsk. kokosolie

1 spsk. kakao

1 spsk. sukrin gold (eller tilsvarende)

5 dl stærk, kogende varm kaffe

Æg, kokosolie, kakao og sukrin blendes med håndblenderen, hvorefter kaffen hældes i og blendes med.

 

002

 

Og så kan man jo altid bruge lidt tid på at analysere sine egne spisemønstre. Når jeg skal præstere, uanset om det er TV-optræden, foredrag, workshop eller eksamen, går jeg rundt i en rus af adrenalin op til eventen. Adrenalin dæmper sulten, så jeg er ret speedet og INGEN appetit har – det tror jeg, mange kender. Når min præstation så er vel overstået, har jeg lavt blodsukker (det havde jeg også før, men det blev overdøvet), er sulten og har i øvrigt brug for at “komme ned” igen. Tilsammen giver de ting mig en glubbende appetit og ekstra trang til søde sager.

Ud over at være opmærksom på mønstrene og være klar over, hvad der i virkeligheden foregår, kan det også være en god idé at have en fornuftig erstatning i baghånden, så det ikke løber helt af sporet. Ud over et fornuftigt aftensmåltid, da jeg kom hjem, havde jeg også et stykke æbletærte klar, så jeg ikke risikerede at ende på tanken eller i børnenes figenstænger.

Du kan se TV-optagelsen hér.

http://vimeo.com/78774744

 

Vil du have min e-guide med mine bedste tips til vægttab og mine lækreste opskrifter? Den kan du få helt gratis lige hér.

Hvis du bruger Pinterest, kan du tjekke det nye opskriftsarkiv ud. Jeg er ved at lægge alle opskrifter ind, så du nemt og hurtigt kan overskue de forskellige opskriftskategorier. Du kan også følge med på Instagram, Twitter – og selvfølgelig på Facebook.